Kongeindisk forsvar kombinerer d6 med en løber på g7. Sort tillade hvid at bygge et stærkt bondecentrum og angriber senere dette centrum med e5 eller c5. Kongeindisk dækker åbningerne fra E61 til E99, og er et kæmpe teorifelt. Her vil vi blot berøre hovedtemaet.
Fordele for Sort: Skarp åbning som giver hvid udfordringer. Sort får ofte angrebsmuligheder på kongefløjen.
Ulemper for Sort: Hvid får mere plads til at manøvrere brikkerne. Hvid indleder ofte et angreb på dronningfløjen.
Der findes gode planer for Hvid alt afhængig af, om Hvid foretrækker positionelle eller taktiske stillinger.
Hovedopstillingen opstår efter 1. d4 Sf6 2. c4 g6 3. Sc3 Lg7 4. e4 d6 (se diagram).
Sort's strategi er centreret omkring to vigtige ideer:
- Sort angriber Hvid's centrum med ...c7-c5. Hvis Hvid lukker centrum med d4-d5, så kan Sort forsøge at åbne centrum med ...e7-e6, eller Sort kan vælge et angreb på dronningfløjen med ...b7-b5 (så spiller også på den fløj, hvor Sort's bønder peger i retning af). En typisk fortsættelse er 5. Le2 0-0 6- Lg5 - også kendt som Averbakh varianten. Det kan fortsætte med 6...c5 7. d5, og hvis Sort planlægger en fortsættelse med ...b7-b5, så skal dette forberedes med ...Sb8-a6-c7 efterfulgt af ...a6, ...Tb8 og endelig ....b7-b5. Bemærk, at et træk som ...Sbd7 ikke passer ind her, idet det ikke har noget med Sort's planer om et angreb på dronningfløjen at gøre. En anden plan for Sort efter 7. d5 er trækket 7....Da5, der truer ....Sxe4, hvorefter 8. Ld2 e6 åbner e-linien for Sort's tårn.
- Sort angriber Hvid's centrum med ...e7-e5. Lukker Hvid centrum med d4-d5, så vil Sort flytte sit angreb til kongefløjen (igen hvor Sort's bønder peger i retning af) med et ...f7-f5 fremstød på det rette tidspunkt. Den mest almindelige træk sekvens for denne plan er: 5. Sf3 0-0 6. Le2 e5 7. 0-0 Sc6 8. d5 Se7 9. Se1 Sd7. I lukkede stillinger skal begge spillere angribe på fløjene via bondefremstød. Sådanne bondefremstød giver mere terræn og åbne linjer for tårnene. Spillet kunne fortsætte 10. Sd3 f5 11. Ld2 Sf6 (og ikke f5-f4, der giver Hvid mulighed for at spille Lg4 og dermed komme af med sin dårlige løber. Der kunne følge 12. f3 f4, hvorefter Sort sætter alt ind på et angreb på kongefløjen via ...g5, ...h5 og ...g4, alt i mens Hvid vil spille på at erobre dronnongfløjen med c4-c5 og Tc1. Hvem kommer først?